Foreningen eksisterer ikke mere
Foreningen bag
I forbindelse med den første forestilling i kulturprojektet ”Teutonernes Rejse” i 1993 bragte vi et citat af Alexandre Dumas i programmet:
”Det gør ikke noget, at man voldtager historien, bare man sørger for, at den bliver med barn!”
De fleste kender den historiske beretning om Kimbrerne og Teutonerne, der ca. 100 år før vor tidsregning, som en frygtindgydende hærskare gjorde livet surt for romerne. Det er historisk set rimelig sikkert, at Kimbrerne kom fra Himmerland, hvorimod det aldrig med sikkerhed er fastslået, at Teutonerne kom fra Thy, selv om meget kunne tyde i den retning.
Fra forestillingen "Teutonernes Rejse" i 1993.
Kulturprojektet ”Teutonernes Rejse” har derfor sit direkte udspring i en mindre historisk voldtægtssag, idet vi simpelthen vedtog, at Teutonerne kom fra Thy, og at deres høvding, Teutobod selvfølgelig engang var bosat i Snedsted.
Vi ønskede at vise os selv og omverdenen, at det også var muligt at lave store folkelige kulturarrangementer i Thy, hvorfor vi valgte Teutonernes dramatiske historie som tema for en ny musical, ”Teutonerne Rejse” med tekst af Bent Haller og musik af Anders Koppel.
Dette var baggrunden for at ca. 100 personer stiftede foreningen ”Teutonernes Rejse” den 22. januar 1992.
I lighed med vore forfædre besluttede vi, at vi ville rejse sydpå med forestillingen, og hvad var mere nærliggende, end at rejse til Orange i Frankrig, hvor Teutonerne fejrede så store sejre over de romerske hære. Efter 8 succesfulde opførelser i Snedsted, læssede vi alt vores udstyr på en lastbil, og fyldte 4 store busser med alle vore ca. 200 medvirkende og tog på gæstespil i Orange.
Senere har vi gjort os skyldige i Alexandre Dumas´ formulering adskillige gange i foreningens korte historie, og indtil videre har vi udover musicalen ”Teutonernes Rejse” i 1993 sikret yderligere seks børn: Rockoperaen ”Ebbe Skammelsøn” i 1996 og musicalen ”Nattergalen” i 2000, totalteater-forestillingen "Sangen om den røde kappe" i 2003, dramaet om "Prins Buris og Liden Kirsten" i 2006, og senest 'Stærke Viljer' i 2009 om fortidens studedrift mellem Thy og Husum i Sydslesvig. Helvig i 2012 handler om livet blandt tyende i 1800-tallets Thy, og om livet som det leves i Thy i dag.